‹ Tilbage

Legater uddeles til bladtegneres fremtidsvisioner

Danske Bladtegnere fejrer 90-års-jubilæum i 2023 ­– ikke ved at se tilbage, men ved at se fremad. I den forbindelse uddeles 12 arbejdslegater á 10.000 kroner fra VISDA Kultur til bladtegnerne. Projekterne viser, hvor fremtiden ligger indenfor karikatur, satiretegning, tegnet journalistik og reportagetegning.

Bladtegning er en modig, undersøgende og relevant genre ­– også i en digital tidsalder.

Kombination af håndværk og digitale værktøjer

En af legatmodtagerne er illustrator Mette Ehlers, der kombinerer det håndværksmæssige udtryk med digitale tegneværktøjer og den virtuelle GIF-form.

”Alt imens mange ting bliver digitaliseret, og det trykte medier dør ud, er der en naturlig tendens til at favorisere det håndværksmæssige udtryk igen i mange fag – back to basics. Vi bliver nødt til at tænke kombination i den forbindelse. Tilbage til håndværket, men så det samtidig kan bruges på digitale medier.”

En af de GIF’s, Ehlers har lavet, er et portræt af Mahsa Amini:

Digitale medier giver mulighed og plads

Når Long Read-journalistik i tegnet form rykkes over på de digitale medier, giver det bedre plads end i printede aviser. Det beskriver illustrator og animator Erlend Hjortland Sandøy og forklarer, at det åbner op for nye udtryk. Genren kan gøre abstrakte temaer mere visuelle og tilgængelige.

”Den digitale form kan vride og vende på tegneserieformatets rammer, til vi nærmer os noget ugenkendeligt. Der kan tilføjes animation, lyd og mere skøre ting end det. Digitale tegneserier læses over det hele i alle mulige situationer, inklusivt på en knust mobilskærm i bussen kl. 7 om morgenen.”

Hans arbejde er lavet i samarbejde med Anna Dea og illustrerer ophavsretten og VISDA’s rolle i det kulturelle kredsløb.

© Anna Dea Djuraas og Erlend Hjortland Sandøy
© Anna Dea Djuraas og Erlend Hjortland Sandøy
© Anna Dea Djuraas og Erlend Hjortland Sandøy

Legat giver pusterum og motivation

Bladtegner og satiriker, Lars Andersen, siger, at legatet har hjulpet hans arbejde med bladtegning.

”Legatet gav et pusterum. Det skaber motivation, når nogle tror på en, og så bliver jeg også nødt til at levere. Nu har jeg fået den her mulighed, så skal jeg se, hvad der kan komme ud af det.”

Han beskriver, at satiren er en vigtig del af samfundsdebatten. Den sætter fokus på aktuelle emner og vender ting på hoved. Genren har eksisteret siden de tidlige printmedier, men den digitale udvikling har tilføjet nye muligheder og bl.a. skabt GIF-formen.

Arbejdslegater fra Danske Bladtegnere er støttet af midler fra VISDA Kultur.

© Lars Andersen