‹ Tilbage

Krass Clement indtager salen hos Fotografisk Salon

Publikum kom lang vejs fra for at høre den ukronede fotokonge Krass Clement. Sjældent har Fotografisk Salon samlet så mange fotografer, og lige så sjældent har der været så stille, som da de omkring 100 deltagere var samlet, for at se Clement indtage auditoriet hos Danmarks Journalisthøjskole.

Clement har en lang, betydningsfuld karriere bag sig. Han har udgivet flere fotobøger og er blandt andet udstillet på Museum of Modern Art i New York, Det Kongelige Bibliotek, Glyptoteket og Bibliothèque nationale i Paris. Derudover er han den første kunstfotograf, som har modtaget Statens Kunstfonds livsvarige ydelse.

© Jacob Rosenvinge

Bestyrelsesformand Gunner Byskov forklarer, hvordan disse arrangementer er med til at understøtte fotograferne i deres professionelle og kunstneriske virke – både for amatører og professionelle:

”Arrangementerne inspirerer fotografer fra hele Jylland og Fyn til at arbejde videre med deres egne projekter. Det er med til at understøtte glæden ved at mødes og skabe et fællesskab. Salonen virker som et samtalerum – for ellers mødes fotografer sjældent.”

Fotografisk Salon styres af frivillige og har over 700 medlemmer. Både medlemskabet og aftenarrangementerne er gratis.

Fotografisk Salon blev skabt med støtte fra VISDA Kultur.

© Jacob Rosenvinge