Årets Pressefoto startede i sin nuværende form i 1974 og regnes i dag for Danmarks mest besøgte vandreudstilling.
Den første fredag i marts er hvert eneste år en stor dag i fotografiets verden – der bliver vinderne af Årets Pressefoto nemlig offentliggjort og udstillingen præsenteres.
Det er Pressefotografforbundet, der arrangerer udstillingen, og åbningen har i en årrække foregået på Den Sorte Diamant, Det Kongelige Bibliotek, hvorefter udstillingen vises i en lang række byer landet over. Sædvanligvis åbnes udstillingen af statsministeren eller kulturministeren.
Dansk fotojournalistik har endog meget høj kvalitet og er anerkendt verden over. Mange internationale priser er tilkendt en lang række danske fotografer gennem efterhånden mange år.
Naturligvis har covid-19 præget Årets Pressefotos muligheder for udstillingssteder de seneste år, men udstillingen begynder nu at være i normale omdrejninger. Mange skoleklasser og studerende bruger udstillingen meget, og Det Kongelige Bibliotek har udarbejdet direkte klassesæt med diverse fortællinger og opgaver.
I år (2023) har 126 fotografer indsendt 1899 fotografier og 43 videoproduktioner til bedømmelse.
Du kan altid læse mere på pressefotografforbundet.dk eller på Årets Pressefotos egen side, hvor alle vinderfotografier siden starten kan ses: åretspressefoto.dk
Arrangementet er støttet af VISDA Kultur.