Illustrator Tomas Björnsson fik i 2023 et legat fra Illustratorerne i Dansk Forfatterforening til at lave spøgelseshistorien “Pigen i volden”. En bog som han både har skrevet og illustreret.
Idéen til historien kommer fra hans interesse for gamle spøgelseshistorier og myter. Den tog for alvor form, da han arbejdede på projektet “Den store H.C. Andersen eventyrbog”, hvor han stødte på eventyret “Fra et vindue i Vartov”, som beskriver myten om at begrave børn levende for at bevare store bygningsværker.
“Den gode spøgelseshistorie har rødder i noget virkeligt, noget der er muligt at tro på. Troen på, eller myten om, at begravede børn kunne redde bygningsværker fra at styrte sammen har muligvis eksisteret. Jeg har i hvert fald stødt på den et par gange. Og ved at bygge en fortælling op om noget muligt virkeligt, kan man skabe en ret uhyggelig historie,” fortæller Tomas Björnsson.
Formålet med at lave en spøgelseshistorie for Tomas Björnsson var dels et ønske om at fortælle en klassiske spøgelseshistorie og kærligheden til genren, men det var i høj grad også et ønske om at lave en gennemillustreret bog. Ikke en billedbog, men en illustreret bog, som også ville appellere til voksne.
Processen som både illustrator og forfatter
Historien skred frem i to spor, et illustreret og et skrevet. Tomas Björnsson startede med at tegne og satte bagefter ord på. Senere byttede han rundt på processen for ikke at lade historien blive forstyrret af det man kalder “Darlings” (tegninger han var forelsket i, men som ikke nødvendigvis tilførte noget godt til historien).
I forhold til illustrationerne startede han med at tegne med blyant, men blev efter et par tegninger klar over, at illustrationerne ville være mere effektfulde, hvis de blev lavet med sort blæk, sort akvarel og kul.
© Tomas Björnsson
Tid og ro giver gode resultater
Tomas Björnsson er blevet godt tilfreds med resultatet af bogen. Men et godt resultat kræver ifølge ham selv, de rigtige rammer: “Som alle ved, er økonomien i bogbranchen meget lille. Så det økonomiske tilskud fra VISDA betød ganske simpelt, at jeg har fået tiden og roen til at skrive og illustrere “Pigen i volden” til et niveau, jeg selv synes er godt. Selvfølgelig var historien blevet skrevet og illustreret, men VISDA’s tilskud gjorde, at alt det, der sker udenfor tegnebordet, blev lidt nemmere at holde på afstand for en periode, så jeg kunne få tid og ro til at skrive og tegne.”
Bogen er udkommet på Forlaget Afart i efteråret 2024 og henvender sig til alle aldersgrupper.
Legatet fra Illustratorerne i Dansk Forfatterforening er støttet af midler fra VISDA Kultur.